Forældrerådgivning og forældresparring
– psykolog i Lyngby
Som forælder kan vi alle ende i situationer, hvor vi føler, at vi har prøvet alt eller ikke aner, hvordan vi skal håndtere en problemstilling i forhold til vores barn. Det kan være frustrerende, bekymrende og udmattende, når det, man plejer at gøre, ikke længere virker, eller når man bliver i tvivl om, hvad ens barn har brug for.
Her kan det give god mening med forældrerådgivning eller forældresparring hos en psykolog.
Forældrerådgivning handler ikke om at kritisere eller bebrejde dig som forælder, men derimod om at støtte, vejlede og hjælpe dig med at forstå og håndtere udfordringer og problemer, der opstår i forbindelse med forældrerollen.
Forældresparring kan være for den ene eller begge forældre. Nogle gange kan en enkelt samtale være nok til at få nye perspektiver på en vanskelig situation, mens andre har brug for et længere forløb.
Hvornår kan forældrerådgivning være relevant?
Der kan være mange forskellige grunde til, at man som forælder søger psykologisk hjælp eller sparring. Det behøver ikke være, fordi der er noget galt med hverken dig eller dit barn. Måske står I bare i en situation, som er svær at finde vej i, eller hvor I har brug for hjælp til at forstå, hvad der sker, og hvad I kan gøre anderledes.
Forældrerådgivning kan blandt andet være relevant, hvis du ønsker hjælp til:
at være nybagt forælder eller finde dig til rette i den nye forældrerolle
selvvalgt forældreskab og de mange overvejelser, der kan følge med
stress- og konfliktsituationer med dit barn, fx omkring spisning, søvn, skærm, lektier eller andre situationer, der skaber særligt pres
et barn, der mistrives eller har ændret adfærd
adfærdsudfordringer hos dit barn, hjemme eller i skolen
voldsomme konflikter, vrede eller følelsesmæssige udbrud
et barn, der trækker sig, lukker sig inde eller er svært at komme i kontakt med
bekymring for dit barns trivsel uden helt at vide, hvad der er galt
at forstå dit barns reaktioner og behov bedre
lavt selvværd, usikkerhed eller angst hos dit barn
skoleproblemer, skolefravær eller udfordringer i relationen til skolen
hvordan du bedst støtter et barn med en diagnose eller andre særlige udfordringer
udfordringer i relationen mellem dig og dit barn
følelser eller reaktioner hos dig selv i relationen til dit barn, fx voldsom vrede, skam, skyld eller dårlig samvittighed
håndtering af skilsmisse eller udfordringer ved delt forældreskab
uenighed mellem forældrene om, hvordan barnet skal håndteres eller støttes
tab, sorg eller kriser i familien
udfordringer ved at være en sammenbragt familie eller rollen som bonusmor eller bonusfar
stressende eller belastende livsændringer, der påvirker dit overskud og din evne til at håndtere dit barns behov.
Du behøver altså ikke kunne sætte en bestemt betegnelse på det, der er svært, før du søger hjælp. Nogle gange er det netop en del af forældresparringen at finde ud af, hvad der sker, og hvad der kunne være hjælpsomt.
Når dit barns adfærd er svær at forstå
Noget af det, forældre kan opleve som særligt svært, er, når deres barns adfærd bliver ved med at skabe konflikter, selvom de forsøger at gøre det bedste, de kan.
Måske bliver dit barn meget vredt, reagerer voldsomt på krav, nægter at gå i skole, har svært ved at falde i søvn, får store konflikter omkring mad eller skærm, eller trækker sig fra familien. Måske oplever du, at I hele tiden ender i de samme konflikter, uden at du kan finde ud af, hvordan I kommer ud af dem.
I den situation er jeg optaget af ikke kun at se på, hvordan barnets adfærd ser ud udefra, men også på, hvad der kan ligge bag. Hvad er svært for dit barn? Hvad er sket, som kan have betydning for den måde, barnet reagerer på? Hvilke situationer opstår reaktionerne i, og hvad sker der mellem jer?
Jeg ser ikke barnet som problemet. Adfærden kan være et tegn på, at noget er svært, eller en måde barnet forsøger at håndtere noget på, som det endnu ikke har andre måder at håndtere.
Sammen kan vi undersøge, hvad der foregår, og hvad der kunne være hjælpsomt for både dig og dit barn.
Når dit barn har en diagnose
Hvis dit barn har fået en diagnose som fx ADHD eller autisme, kan det også give anledning til mange spørgsmål om forældrerollen.
Hvordan skal du forstå dit barns reaktioner? Hvad kan du forvente af dit barn, og hvad skal du måske gøre anderledes? Hvordan kan du støtte dit barn uden samtidig at komme til at stille krav, der bliver for svære? Og hvordan passer du på dig selv som forælder, når hverdagen kræver meget?
Når jeg arbejder med familier, hvor et barn har en diagnose, arbejder jeg ikke diagnoseorienteret i betydningen, at diagnosen skal være forklaringen på alt, hvad barnet gør.
Jeg er i stedet nysgerrig på, hvad der er sket for barnet, hvad der er svært, hvordan vanskelighederne kommer til udtryk, og hvilken betydning diagnosen har fået for barnet og familien.
Sammen kan vi undersøge, hvad der giver mening at forstå som en del af barnets vanskeligheder, hvad der måske hænger sammen med omgivelserne, og hvad I som forældre kan gøre for at støtte barnet bedst muligt.
En diagnose behøver således ikke at blive en forklaring på, hvem barnet er. Den kan være én måde at forstå nogle af barnets vanskeligheder på, mens der samtidig er meget mere at forstå om det enkelte barn og dets liv.
Når forældrerollen bliver svær
At få børn betyder ikke, at man automatisk ved, hvordan man skal være forælder i alle situationer. Tværtimod kan nogle perioder i familielivet få selv den mest sikre forælder til at tvivle på sig selv.
Måske bliver du hurtigere vred, end du ønsker. Måske har du dårlig samvittighed over ikke at have overskud nok. Måske føler du dig som en dårlig forælder, fordi du ikke kan få hverdagen til at fungere, ikke føler lyst til at være sammen med dit barn eller fordi du reagerer på en måde, du egentlig ikke ønsker.
I forældresparringen er der plads til også at tale om det, der er svært for dig som forælder.
Det handler ikke om at finde den rigtige måde at være forælder på, men om at blive klogere på, hvad der sker mellem dig og dit barn, hvad der påvirker dig, og hvad du gerne vil have skal være anderledes.
Skilsmisse, delt forældreskab og sammenbragte familier
Skilsmisse og familieliv på tværs af to hjem kan give særlige udfordringer i forældrerollen. Det kan være svært at samarbejde om barnet, når man som forældre ikke længere er enige om hverdagen eller måske har meget forskellige måder at gøre tingene på.
Det kan også være svært at finde sin rolle i en sammenbragt familie, hvor nye relationer, søskenderelationer og forskellige familiekulturer skal fungere sammen.
Her kan forældresparring være et sted, hvor vi sammen undersøger, hvordan I bedst kan støtte barnet, håndtere uenigheder og skabe mere ro omkring familien.
Fokus vil være på barnets behov og på, hvad I som forældre kan gøre for at skabe de bedst mulige rammer for barnet.
Fokus i samtalerne
Alt efter hvilke årsager der er til ønsket om sparring og rådgivning vedrørende dit forældreskab, kan fokus i samtalerne for eksempel være på at:
håndtere helt konkrete situationer med dit barn på nye måder
forstå dit barns adfærd og udviklingsbehov
undersøge, hvad der ligger bag bestemte reaktioner
finde nye strategier til svære situationer
håndtere stress- og konfliktsituationer mere hensigtsmæssigt
styrke kommunikationen og samspillet mellem dig og dit barn
finde måder at sætte grænser på, som giver mening for jer
håndtere uenighed mellem forældre
styrke din tillid til dig selv som forælder
finde frem til, hvad der kan skabe mere ro og overskud i hverdagen.
Jeg kan komme med forslag, perspektiver og konkrete idéer, når det giver mening. Samtidig er jeg optaget af, at vi sammen undersøger, hvad der passer til netop jeres familie, frem for at forsøge at presse jer ind i en bestemt opskrift på det gode forældreskab.
Hvordan foregår forældresparring?
Forældresparring kan være en enkelt samtale eller et længere forløb. Det afhænger af, hvad I har brug for.
Nogle gange giver det bedst mening, at jeg taler med jer som forældre uden barnet. Andre gange kan det være relevant at inddrage barnet eller andre familiemedlemmer. Det aftaler vi ud fra barnets alder, situationen og det, der giver bedst mening for jer.
Det er også muligt, at kun den ene forælder deltager i samtalerne.
Du behøver ikke på forhånd vide præcis, hvilken form for hjælp du har brug for. Hvis du er i tvivl om, hvorvidt forældrerådgivning eller forældresparring er det rigtige for jer, er du altid velkommen til at kontakte mig og høre nærmere.
Har du brug for sparring om dit barn eller din forældrerolle?
Hvis du står i en situation med dit barn, som du har svært ved at finde vej i, er du velkommen til at kontakte mig.
Du behøver ikke have et barn, der har en diagnose, eller en problemstilling, der passer ind i en bestemt kategori. Det vigtigste er, at du oplever, at noget er svært, og at du ønsker hjælp til at forstå situationen eller finde nye måder at håndtere den på.
Jeg tilbyder forældrerådgivning og forældresparring til forældre, der har brug for et professionelt sted at få sparring, støtte og nye perspektiver på deres forældrerolle. Som psykolog i Lyngby kan jeg hjælpe dig med at forstå dit barns reaktioner og adfærd og finde nye måder at håndtere de situationer, der er svære.
Du er også velkommen til at kontakte mig for en kort snak, hvis du er i tvivl om, hvorvidt jeg kan hjælpe jer.
Læs også:
Børnepsykolog – hvis du overvejer psykologhjælp direkte til dit barn
Behandling af mistrivsel hos børn – hvis du er bekymret for dit barns trivsel
Tegn på mistrivsel hos børn og unge – hvis du er i tvivl om, hvordan mistrivsel kan komme til udtryk
Mistrivsel blandt unge – hvis din bekymring handler om en teenager
Psykologhjælp til unge – hvis din teenager selv har brug for psykologhjælp
Kontakt / Book tid
OBS: Hvis du har følsomme oplysninger bedes du skrive direkte på mail: kontakt@lyngbypsykologen.dk

