top of page

Lyngbypsykologen

V. AUTORISERET PSYKOLOG KAROLINE DEBOIS

Tegn på depression

Nedtryktheden ved depression adskiller sig fra almindelig tristhed ved at være konstant og vedvarende. Flere depressions symptomer skal optræde samtidig og have varet i mindst to uger.


Hvordan kan det føles at have en depression

Ved depression kan du føle dig irritabel, tappet for energi og ude af stand til at tage beslutninger. Du kan også opleve, at du er ude af stand til at sove, ikke magter at spise og kan have lyst til at græde hele tiden. Du kan føle dig mislykket, håbløs, hjælpeløs og tynget af skyld og skam.


Sådanne følelser kan mange af os opleve fra tid til anden. Du kan igennem livet godt have perioder, hvor du oplever flere tegn på depression og måske føler dig nedtrykt, trist, håbløs eller mangler energi, uden at det er betyder, at du har en depression. Ved depression hober de negative tanker og følelser sig op, de stikker dybere og forsvinder ikke. De kan vare i uger eller måneder og det påvirker ofte ens personlige forhold, arbejde eller uddannelse og fritid, samt ens lyst, søvn og appetit.


Atypiske depressionssymptomer

Selvom depression er forbundet med nogle bestemte symptomer, er det vigtigt at være opmærksom på, at depression hos nogle mennesker kan komme til udtryk på en atypisk måde. Hos nogle mænd kan vrede og irritabilitet være det fremherskende symptom. Børn, der er deprimerede, kan blive ængstelige eller give udtryk for deres lidelse gennem fysiske symptomer (eks. ondt i maven). Ældre mennesker kan opleve, at hukommelsen eller koncentrationsevnen pludselig forsvinder. Især mænd er i risiko for at gå med en ubehandlet depression, da de ikke forbinder uroen og modløsheden med depression.


Depression som følgesygdom

Depression kan komme i forbindelse med eller i kølvandet på alvorlige fysiske sygdomme, som sukkersyge, kræft, blodprop eller slagtilfælde – eller som følge af eksempelvis alkoholmisbrug eller stofmisbrug (omvendt kan depression også, særligt hos mænd, føre til misbrug af stoffer eller alkohol).


Søg hjælp

Kontakt din læge, hvis du har mistanke om, at du har en depression. Hvis du ønsker et behandlingsforløb pba. tegn på depression, depressionstanker eller andet, er du meget velkommen til at kontakte mig for en tid her. 



(kilder: https://psykologeridanmark.dk/2017/10/siger-forskningen-depression/ og https://www.sundhed.dk/borger/patienthaandbogen/psyke/sygdomme/depression/depression-symptomer-og-tegn/)”

Kontakt / Book tid

OBS:  Hvis du har følsomme oplysninger bedes du skrive direkte på mail: kontakt@lyngbypsykologen.dk

bottom of page